Det klingende museum. Et projekt for børn og unge. musikmuseet.dk

Det Klingende Museum

– på besøg i musikkens verden


Lydene i og omkring os

Vores verden af fuld af musik og lyde. Prøv at lytte til lydene omkring dig lige nu. Hvilke lyde kan du høre? Måske kan du høre din egen vejrtrækning? Måske kan du høre nogen rasle med noget i hånden? Måske kan du høre en hund gø eller en bil køre forbi udenfor? Måske rumler det i din mave? Nogle gange kan det hjælpe at lukke øjnene – så hører vi lydene omkring os endnu bedre. Vi bruger hele tiden vores ører til at lytte med. Lige fra vi lå inde i vores mors mave, har vi lyttet til verden omkring os.

3 guitars

Lyde bliver til musik

Når vi skaber musik, sætter vi lyde sammen, som vi synes passer til hinanden. Lydene kan komme fra vores egen stemme eller fra musikinstrumenter. De kan også komme fra en computer eller være lyde fra hverdagen, fra trafikken eller noget helt femte. Når vi sætter toner og lyde sammen på denne måde, kan der opstå noget helt nyt. De kan blive til musik. Musik består af både toner og rytmer. Vælg en sang, som I ofte synger sammen i klassen. Hvilke toner er der i sangen? Og hvilke rytmer er der? Når vi ændrer på melodiens toner og rytmer, bliver den hurtigt til en helt ny melodi.

Unge der spiller musik

Musik består også af klange. Alle musikinstrumenter har deres egen lyd og klang. Det er derfor en vigtig del af komponistens arbejde at udvælge, hvilke instrumenter der skal spille musikken. Det lyder nemlig helt forskelligt, når melodien spilles af en violin, en saxofon, en el-guitar eller en tværfløjte. Nogle komponister skriver musikken ned på noder. Andre laver musik i computeren. Man kan også skabe musik ved at improvisere og eksperimentere, mens man spiller. Har du prøvet at spille på et instrument? Har du prøvet at skabe musik sammen med din klasse eller dine venner?

Hænder der spiller på et klaver

Musikken gør noget ved os

Når vi lytter til musik, bliver vi ofte påvirket af den. Måske fortæller musikken os en historie. Måske minder den os om noget, vi har oplevet. Måske giver den os en helt bestemt følelse i kroppen. Mange har et bestemt musikstykke, som betyder noget helt særligt for dem. Har du et yndlings-musikstykke? Hvorfor betyder netop dette musikstykke noget særligt? Gør musikken noget særligt ved dig? Når du ser film, hører du også tit musik. For musikken er en vigtig del af filmen. Den er med til at fortælle historien. Den kan skabe spænding og fortælle om følelser på en helt anden måde, end filmens billeder kan. Har du nogen sinde prøvet at skrue ned for musikken i en spændende film? Hvad sker der med din oplevelse?

Til top